OM OS

Om Raise Your Horns

Raise Your Horns” er en nystartet forening, der har til formål at afholde en årlig hård rock- og metal-festival på Bornholm. Målet med festivalen er at skabe en begivenhed med en bred profil inden for hård rock- og metal-musik. Samtidigt vil vi gerne yde en støtte til de mindre etablerede bands og artister ved at give dem mulighed for at dele scene med mere profilerede artister, så de kan komme mere ud over rampen.

Udover musikken prioriterer foreningen ”Raise Your Horns” hjælp fra frivillige under festivalen højt, da vi vil sigte imod at skabe relationer mellem generationer, kvalifikationer og nationaliteter. Alle har noget at byde ind med, og alle kan lære noget nyt.

Foreningen er baseret på frivilligt arbejdskraft og er stiftet af tre rock- og metal-fans med hver deres baggrund i musikken, som alle selv har haft, eller stadig har, et instrument i hånden. Som forening har ”Raise Your Horns” ingen intentioner om at denne skal være et økonomisk indbringende initiativ, så derfor vil noget af et eventuelt overskud blive delt ud til gode formål og andet overskud brugt til at videreudvikle festivalen, så den kan vokse.

Raise Your Horns” er som forening finansieret via sponsorer, fondsøgninger og senere hen billetsalg.

Bornholm ligger som den famøse perle midt i Østersøen, hvor forhåbningen på længere sigt er at samle metalfans fra både Norden, Baltikum og lande længere sydpå. Vores intention er, at ”Raise Your Horns” skal være kendt som et metallisk samlingspunkt, hvor man i de afsatte dage har en agenda om at hylde mangfoldighed over den hårdtslående musik samt skabe et rum, hvor man enten som udøvende musiker, frivillig medarbejder eller publikumsgænger får skabt nye relationer på tværs af grænser, alder og uddannelser.